Islamiske digtere og tænker

Den nøje sammenhæng mellem digtning og tænk­ning er specifikt orientalsk. Perserne anvender det arabiske sprog til skematiske, teologiske og filosofiske udviklinger, men sådanne tørre, nøgterne fremstillin­ger tilfredsstiller dem ikke; de foretrækker at opføre deres metafysiske bygning dristigt, himmelstræbende som moskeernes minareter, og dertil melder poesien sig af sig selv til tjeneste.
Omtrent fra det 12-13. århundrede behersker sufismen det åndelige liv i Persien. Næsten al poesi sejler mere eller mindre tydeligt under sufisk flag, og det er den europæiske orientalists opgave at under­søge, når flaget lyver. Men sufismen er i virkelig­heden ikke det eneste udslag af muslimernes spekula­tive ånd. Andre mindre almenkendte, men ikke der­for mindre interessante filosofiske retninger har fået deres udtryk i poesien, retninger, som alle bygger på islam, men som bunder langt dybere, idet de har deres oprindelse i den sydende malstrøm af gammelkaldæiske, oldpersiske, indiske og græske ideer, hvori Forasiens tænkere fra arilds tid hvileløst har tum­let sig.
Litterært set står tankedigtere som Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar, Djelal-ed-din Rumi og Sadi i første række

Arthur Emanuel Christensen (født 9. januar 1875 i København, død 31. marts 1945 sammesteds) var en dansk orientalist.
Allerede fra barndommen opfyldt af en levende interesse for den islamiske Orient, begyndte Christensen efter 1893 at være blevet student på at beskæftige sig med arabisk og persisk, hvilket sidste sprog efterhånden blev det centrale i hans studier. Efter kortere ophold ved det orientalske seminar i Berlin tog Christensen 1903 doktorgraden med en afhandling om Omar Khayyáms Rubáiyat, hvilken ved sin udtømmende og omsigtsfulde behandling af emnet vakte megen opmærksomhed; den udkom det følgende år på fransk i omarbejdet udgave (Heidelberg 1904). Under gentagne udenlandsrejser drev Christensen ivrige bibliotekstudier og beskæftigede sig også under vejledning af professor F.C. Andreas med iransk dialektforskning. Videnskabeligt såre veludrustet tiltrådte han 1914 en rejse til Persien, februar:august, hvor han særlig studerede det moderne talesprog, kulturforhold og folkepsykologi samt indsamlede et rigt materiale til sproghistorisk undersøgelse af den hidtil lidet kendte Semnanidialekt.